Du smukke ukendte

Paris, marts 2025 in Skrevet

De senere år er mit hår gradvist blevet lidt mindre lyst, end det var, da jeg var yngre. Jeg forsøger ikke længere at skjule min grå pandelok, der dukkede op et par uger efter min mors tragiske død som et minde om dette uoprettelige tab. Jeg har ladet min kropsbehåring vokse og har lært at elske den. Mine højhælede sko samler støv bagerst i klædeskabet, for jeg foretrækker mine minimalistiske og behagelige sko på de parisiske gader og stræder.

Når jeg bruger offentlig transport, oplever jeg for første gang søde og venlige mennesker, som rejser sig og tilbyder mig deres plads. Men efterhånden som jeg er blevet ældre, er der også færre mænd der henvender sig spontant til mig, når jeg går rundt i byen. Jeg er glad og tilfreds med mit liv, jeg ser ikke tilbage på min ungdom med et nostalgisk blik, og jeg savner slet ikke følelsen af det rovdyrsblik der altid hvilede på mig i mine yngre dage. Jeg kan tydeligt huske den tid, hvor jeg, hver gang jeg gik ud af min lejlighed, var nødt til at tage en maske på der signalerede at jeg var ligeglad med alt og alle for at beskytte mig mod hverdagens sexisme og de alt for insisterende seksuelle tilnærmelser.

Jeg kan tydeligt huske den tid, hvor jeg, hver gang jeg gik ud af min lejlighed, var nødt til at tage en maske på der signalerede at jeg var ligeglad med alt og alle

Denne fortælling kræver at jeg går tilbage i tiden til september sidste år. Da jeg vendte tilbage til Paris efter sommerferien, var der en fremmed mand der henvendte sig spontant til mig. I krydset mellem Boulevard Saint-Michel og Rue des Écoles hvor jeg var til fods, så jeg en mand, der holdt for rødt lys på cykel. Den dag var der intet, der kunne modstå regnen der styrtede ned fra efterårshimlen. Spontant sendte jeg ham et medfølende smil, for under hans cykelhjelm og regnslag kunne jeg se, at han var gennemblødt. Jeg er en erfaren cyklist i Paris, og selv under min store beskyttende paraply kunne jeg let sætte mig i hans sted i det sekund, vores øjne mødtes. Han smilede tilbage. Det håbløse vejr udløste en umiddelbar imødekommenhed hos os begge.

Det håbløse vejr udløste en umiddelbar imødekommenhed hos os begge.

Et par sekunder senere forsvinder han ud af mit synsfelt. Jeg går forholdsvist hurtigt for at nå frem til min aftale til tiden, og da jeg passerer Sorbonne-universitetet, har jeg glemt alt om mødet med den ukendte mand. Da jeg når frem til Collège de France, hører jeg en mandestemme bag mig: ”Undskyld!” Da jeg vender mig om, genkender jeg cyklisten. Han er en flot mand, og for første gang ser jeg rigtigt på ham. Hans grønne cykel minder mig om farven på den sportsvogn, som jeg engang kørte stolt rundt i. Hans grønne regnslag giver ham en snert af elegance. Dette er en mand, der dyrker sit udseende efter visuelle koder der svarer til mine. De stemmer overens med min egen kærlighed til stil, og jeg kommer i tanke om dengang jeg købte et par flettede kørehandsker og jeg husker synet af min hænder iført disse handsker på rattet i min sportsvogn. Selv om den tid for længst er forbi, bruger jeg dem stadig som cykelhandsker.

Manden er høj, slank og han har kastanjerødt hår, der matcher den grønne farve, han har valgt at fremhæve i sin påklædning. De mange fregner i hans ansigt spiller smukt på huden, som stadig er solbrændt af sommerferiens mange solskinstimer. » Jeg ved godt det er fjollet at henvende sig til andre på den måde, men jeg vil virkelig gerne lære dig lidt bedre at kende. Har du lyst til det?« Jeg bliver overrasket over hans forslag, for jeg har for længst lagt mit ligegyldighedspanser på hylden, da jeg ikke længere ser nogen grund til at bruge det. Jeg takker venligt nej til hans tilbud.

På et enkelt øjeblik mister han al den entusiasme, der havde båret ham frem til mig. Han står der med hænderne på cykelstyret, og jeg ser ham gå i opløsning for øjnene af mig. Pludselig er han blevet opmærksom på sit våde tøj og han ser helt genert ud. Langt inde i mig mærker jeg hans skuffelse vibrere, og jeg indser fremfor alt, at dette er en mand, der følger sit hjerte. I et forsøg på trøst siger jeg: »Tak for dit tilbud. Jeg er ked af, at jeg ikke kan tage imod det«. Jeg går videre uden at se mig tilbage, og han må være kørt et eller andet sted hen på sin cykel.

Dette møde fandt sted i den uge, hvor jeg arbejdede på teksten: «Fra Afghanistan til Vaucluse». Mit møde med manden på den grønne cykel stod som en lysende kontrast til denne tekst, hvor jeg undersøgte de virilitetsmekanismer, der kommer til udtryk på en negativ måde og som Gisèle Pelicot og de afghanske kvinder er ofre for. Tak til dig, du smukke ukendte! Jeg er glad for, at vi kunne mødes, uden at jeg følte mig chikaneret og reduceret blot til min kvindekrop.

Denne første del af teksten har ligget og ventet på min computer i næsten fem måneder. Det var et forsøg på, gennem mine tekster, at dele mere personlige refleksioner, men jeg følte mig ikke klar til at tage det skridt endnu. Så skete der noget, som på en eller anden måde tvang mig til at vende tilbage til denne fortælling.

På vej i biografen i den isnende kulde en søndag aften i januar krydser jeg igen Boulevard Saint-Michel. Mindet om efterårets møde i regnen har jeg lagt bag mig for længst, men nu er der en anden mand der taler til mig. Hans blik er oprigtigt, og jeg stopper op for at lytte til, hvad han har at sige. Han fortæller mig om sin fortvivlelse over at have tilbragt hele weekenden alene og sin frygt for at skulle udholde endnu en arbejdsuge med ensomhed i hjertet.

Hans fortvivlelse er tydeligvis oprigtig, og også han foreslår, at vi lærer hinanden lidt bedre at kende og tilbringer noget tid sammen. Det er med en vis rådvildhed, at jeg indser, at det næsten er en gentagelse af den samme oplevelse jeg havde for blot få måneder siden. Denne gang tager jeg mig tid til at forklare, at mit kvindehjerte ikke er frit, samtidig med at jeg udtrykker medfølelse med hans smerte. Mine ord fremkalder store følelser hos ham, og som trøst ender jeg med at give ham et kram. Efter denne spontane omfavnelse takker jeg nej til tilbuddet om at skrive hans mobilnummer ned for ikke at skabe falske forhåbninger og tager videre til biografen.

Jeg er naturligvis forbløffet over den store lighed mellem disse to møder, som fandt sted med kun få måneders mellemrum, og som ovenikøbet fandt sted i det samme lyskryds på Boulevard Saint-Michel. Der er tale om en synkronitet, som jeg er den eneste der kan fortolke, og jeg har valgt at se det som et tegn til at jeg skulle offentliggøre denne tekst.

Økofeministen i mig fortsætter med at tænke over, hvordan maskulinitet og patriarkat hænger sammen. Er disse to ukendte parisere de samme, som chikanerede mig, da jeg var en ung dansk pige i Paris? Var det min ungdoms fysiske fremtoning der fremprovokerede en adfærd hos dem, som vidner om en mindre ædel side af deres personlighed? Hvis det var tilfældet, hvordan lykkes det så for disse mænd at få disse antagonistiske sider af deres personlighed til at eksistere side om side på en harmonisk måde? Eller er der forskellige kategorier af mænd, når det kommer til forførelse på offentlige steder? Dem, der følger hjertet, og dem, der i deres omgang med kvinder styres af maskuline impulser de ikke selv kan kontrollere? Er mænd der chikanerer kvinder glade og lykkelige? Føler de ikke, at de går glip af deres dybe medmenneskelighed? Kan jagten på dominans over en kvinde gennem chikane virkelig give den udøvende part tilfredsstillelse?

Økofeministen i mig fortsætter med at tænke over, hvordan maskulinitet og patriarkat hænger sammen.

Hvordan kan det være, at jeg i min ungdom i Paris’ gader aldrig stødte på dem, der handlede oprigtigt? Jeg kan ikke tælle antallet af mænd, der har udnyttet myldretiden og den medfølgende menneskemængde i metroen til at gnide deres køn op ad mig, onanere på en slet skjult måde eller komme med kommentarer, der mest af alt mindede om replikker fra en pornofilm.

Hvordan kan det være, at jeg i min ungdom i Paris’ gader aldrig stødte på dem, der handlede oprigtigt?

Mit udseende har naturligvis forandret sig i perioden mellem den unge danske kvinde jeg var dengang og den parisiske kvinde, jeg er 30 år senere. I mellemtiden er #Metoo-bevægelsen kommet til og har fungeret som et globalt wake-up call for kvinder og for de modigste af mændene. Selv om det er sent nu, gør jeg fremskridt på min vej til frigørelse fra de patriarkalske diktater om hvordan kvindelighed skal være. Efterhånden som jeg bliver ældre, falmer min fysiske skønhed, men jeg føler en dyb glæde ved at komme tættere og tættere på mit hjertes glans og lade mit udseende og min påklædning afspejle min nuværende personlighed og overbevisninger.

Selv om det er sent nu, gør jeg fremskridt på min vej til frigørelse fra de patriarkalske diktater om hvordan kvindelighed skal være.

Hvis jeg kunne leve livet om igen, ville den unge danske kvinde i mig have elsket at kunne gå rundt i Paris’ gader uden at frygte det mandlige blik. Mine seneste møder med to ukendte mænd på Boulevard Saint-Michel har gjort mig glad, fordi de har givet mig tillid til at ukendte mænd faktisk kan interagere med min kvindelighed uden at få mig til at føle mig angrebet. Når patriarkatets og maskulinitetens koder viger tilbage for oprigtighed, kan flygtige møder stå tilbage som et dejligt minde, og jeg ved, at der er mindst to parisere, der regelmæssigt krydser Boulevard Saint-Michel, som har forstået dette.