En næsten perfekt frokost

København, den 25. september 2023 in Skrevet

Har I lyst til at komme og spise frokost hos os? En finere invitation. I løbet af sommeren er det sociale liv dog betydeligt mere afslappet mellem alle os, som er heldige ejere af sommerhuse. Midt i august er planlægningen af disse hyggelige stunder mere spontan, gæsterne er afslappede, og samtalerne er lette og muntre. Det meste af tiden.

Jeg takker ja til invitationen uden at tænke nærmere over det, selv om jeg ikke kender nogen af de andre gæster. Helt over al forventning skulle denne frokost ende med at blive en særdeles lærerig oplevelse. Jeg bemærker ved ankomsten, at de andre gæster er to par, hvis mænd har været pensionerede i omkring ti år. Mændene har begge haft strålende karrierer i den franske gasindustri, og de dominerer hurtigt samtalen omkring bordet.

Jeg takker ja til invitationen uden at tænke nærmere over
det, selv om jeg ikke kender nogen af de andre gæster.

De sidder og deler generøst ud af deres professionelle erfaringer, og de minder om verdens herskere, der mødes efter slaget for at mindes deres sejre. De havde høje stillinger i en branche, der engang arbejdede tæt sammen med regeringen og blev betragtet som værende strategisk for udviklingen af det moderne samfund.

Jeg stiller dem spørgsmål, både for at forsøge at eksistere socialt ved denne frokost og for at stoppe mændene der har taget monopol på samtalen; den maskuline stemme der hurtigt har bidt sig fast omkring dette bord.

Jeg stiller dem spørgsmål, både for at forsøge at eksistere socialt i denne frokost og for at stoppe mændene der har taget monopol på samtalen; den maskuline stemme

Denne samtale er en oplagt mulighed for at forstå deres motivation og bevidsthedsniveau i forhold til en industri, som med tiden bliver mere og mere problematisk og kritiseret.

Gas som energikilde findes i rigelige mængder, men det er også et fossilt brændstof. Gennem metan-lækager og CO2-udledninger bidrager gas til klimaforandringer, som i øjeblikket truer vores civilisation og jordens balance.

Jeg har ofte undret mig over, hvordan man formår at gøre karriere inden for en branche, der uden tvivl har vidtrækkende negative konsekvenser for menneskehedens velbefindende. Som for eksempel tobaksproducenter. Hvordan kan man stå op hver morgen og arbejde for en virksomhed, der udnytter folks svaghed, uvidenhed og tendens til afhængighed med det erklærede mål at ødelægge deres helbred?

Så jeg spørger mine bordherrer, hvad de synes om gasindustrien i bagklogskabens klare lys og med nutidens videnskabelige viden in mente. Har de fortrudt noget ti år efter de er gået på pension, har de gjort deres Mea Culpa?

En af mændene griber bolden. Uden på noget tidspunkt at svare på spørgsmålet argumenterer han med overbevisning for, at gas ikke udgør noget problem i forhold til CO2-udledning. Jeg blev ganske enkelt så paf, at jeg ikke nåede at svare, før han fortsatte sin tydeligvis velsmurte tale. Han hævder med sikkerhed, at der ikke er nogen grund til at overveje overgangen til elbiler, fordi dieselbiler udleder meget mindre CO2 end benzinbiler.

Argumenterer han med overbevisning for, at gas ikke udgør noget problem i forhold til CO2-udledning.

Der hersker nu en ubehagelig tavshed omkring bordet. Jeg fatter mig og fortæller om udledningen af drivhusgasser fra dieselbrændstof og den farlige forurening forårsaget af de fine partikler, som dieselmotorerne udsender. Jeg nævner, at Frankrig er blevet dømt af EU-Domstolen i forhold til for høj luftforurening, og påpeger, at fine partikler er skyld i tusindvis af dødsfald i Frankrig hvert evig eneste år.

Lige præcis i dette øjeblik i diskussionen siger hans hustru til ham: “Pas på, jeg tror, hun ved hvad hun taler om i forhold til klimaet”. Men han lytter ikke, stopknappen er forsvundet, og der er ingen selvbeherskelse tilbage. Han svarer kort og kontant, at det aldrig er blevet videnskabeligt bevist at diesel har skadelige virkninger på menneskers helbred.

Jeg forfærdes og forvirres og indser i dette øjeblik, at jeg indtil da aldrig har været i nær kontakt med en ægte klimaskeptiker. Jeg kender mange ”klima-beroligere”, for nu at bruge Bon Pote-mediets terminologi. Med andre ord folk, der mener, at alt, hvad vi skal gøre for at begrænse den globale opvarmning til 1,5°, i overensstemmelse med Paris-aftalen, er at finde en ny teknologisk løsning, hvilket mennesket jo altid har været i stand til at gøre. Men det at spise frokost sammen med en bordherre, som benægter den videnskabelige konsensus fra IPCC’s udgivelser er en virkelig en surrealistisk oplevelse.

indser i dette øjeblik, at jeg indtil da aldrig har været i nær kontakt med en ægte klimaskeptiker.

Det står i skærende kontrast til mit stille og rolige liv som feriegæst midt i sommerperioden. En af gæsterne forsøger at genoptage diskussionen og redde stemningen under måltidet. Hun taler om det bekymrende fænomen med giftige alger på strandene i Bretagne. Vi taler om journalisten Inès Lérauds undersøgelse og filmen “Les algues vertes” (De grønne alger), som netop er aktuel. Min bordherre tager atter ordet. Han ejer et hus i St Brieuc-bugten i Bretagne, og han hævder, at tidevand med grønne alger altid har været en del af kystlandskabet. Personligt synes han, at deres grønne farve er så smuk, at han har bedt en kunstner om at male et billede af den lokale strand dækket af de grønne alger. Den mand er i stand til at overraske mig igen og igen, når han benægter både hvor giftige disse alger og hvor stor en betydning intensivt landbrug har for disse algers fremkomst.

Jeg ved snart ikke, om jeg skal grine eller græde længere? Vi taler trods alt om en mand, der har læst på en fransk eliteskole. Hvordan er det muligt, at han er kommet så langt ud på et vildspor? Selvom han er et virkelig ekstremt tilfælde, er jeg vant til at have med den slags mænd at gøre. Heldigvis er langt de fleste af dem ikke klimaskeptikere, men det er alligevel foruroligende at se deres ligegyldighed over for verdens tilstand.

Hvordan er det muligt, at han er kommet så langt ud på et vildspor?

De er ofte ude af stand til at sætte spørgsmålstegn ved egne handlinger og at foretage en form for mea culpa i forhold til deres professionelle karrierer kommer aldrig på tale, selv om de på deres niveau er medansvarlige for den klimatragedie, vi oplever i øjeblikket. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg bebrejder disse mænd enkeltvis. Vi har alle været med til at skabe moderniteten uden at tænke over konsekvenserne af den ånd, vi har sluppet ud af flasken.

Jeg har indtryk af at have spist frokost med folk, som ikke når de vågner om morgenen spekulerer på, hvad de kan gøre for at hjælpe den grønne omstilling på vej. En af gæsterne fortalte mig, at han under alle omstændigheder ikke længere vil være en del af denne verden, når de store klimaforandringerne indtræffer. Jeg synes, det er et skræmmende egoistisk argument. Desuden er det sandsynligvis en meget dårlig plan set i lyset af hvor uforudsigelige de ekstreme vejrbegivenheder er, som vi har i øjeblikket.

Med folk, som ikke når de vågner om morgenen spekulerer på, hvad de kan gøre for at hjælpe den grønne omstilling på vej.

Jeg kommer til den konklusion, at det for mange mennesker, der har nået pensionsalderen, er for svært at acceptere, at de har arbejdet på den forkerte side. Deres ego blokerer for at kunne indse, at vores karriereveje har skabt problemer, som fremtidige generationer må løse. Når vi bliver ældre, fryser forstanden fast, og det er let at lukke sig inde i en sikker og velkendt verden. Det er starten på en ond cirkel, og med tiden risikerer vi ikke længere at have den cerebrale plasticitet, der er nødvendig for at blive ved med at lade tankerne udvikle sig.

Deres ego blokerer for at kunne indse, at vores karriereveje har skabt problemer, som fremtidige generationer må løse.

Hvordan kan vi bede vores børn om at respektere og elske os, hvis vi ikke viser dem, at vi forstår hvad de forandringer der er undervejs? At vi er klar til at udvikle os, til at fortsætte med at lære nyt og til at udvise solidaritet med dem? Hvis vi bliver 100 år gamle, hvordan kan vi så sidde fast i idéer fra det 20. århundrede, hvis værdier ikke længere er forenelige med verdens fremtid? Det er en meget kortsigtet satsning at tro, at vores sociale status og tidligere succes i arbejdslivet giver os ret til at være klimabenægtere.