en teknokrats følelsesudbrud
Det er en venlig mand der har klaret sig godt i livet. Om nogle uger går han på pension efter en lang professionel karriere. Han træder tilbage som topchef af en af de største virksomheder i Frankrig. Uddannet fra én af Frankrigs højeste læreanstalter, er han steget støt i graderne til han kom ind i den meget lukkede kreds af erhvervsledere der i de sidste 30 år har sat deres tydelige præg på vores del af verden.
Han er humanist, og hans åndelige dimension ses ganske tydeligt. Han har altid været bevidst om at hans position i samfundet pålægger ham et ansvar for at gøre noget godt for sine omgivelser. Selv om han takket være sin professionelle karriere tjener rigtig godt, har han alt for meget integritet til at vælge et liv i sus og dus med overfladisk luksus. Han tilbringer al sin fritid ude i naturen og nyder at vandre i Sydfrankrig.
Som et tegn på sin sociale succes har han dog købt en vingård, der fungerer som sommerresidens. Med årene er det lykkedes ham og hans kone at udvikle en særdeles god vin. Da de begge er lydhøre over for naturen, har de virkelig gjort sig umage for at videreudvikle praksis for vinproduktion, så de ikke længere bruger pesticider.
Denne mand der snart går på en velfortjent pension er indbegrebet af en fransk social succes i det 20. århundrede. En skæbne der er smedet sammen af teknokrati, kartesiansk metode og den republikanske pagt. Alt sammen i et patriarkalsk samfund.
Denne mand der snart går på en velfortjent pension er indbegrebet af en fransk social succes i det 20. århundrede.
Under en hyggelig frokost på en kro ude på landet får jeg denne mand til bords. I denne gruppe på omkring 15 personer er jeg, som så ofte sammen med mennesker på min egen alder, den eneste der er begyndt at spise vegansk kost. Det vækker nysgerrighed hos intelligente mennesker. For dem er det en oplagt mulighed for at tale om den grønne omstilling sammen med én fra deres egen generation. En mulighed for at grave dybere ned i og forstå overvejelserne bag denne beslutning og forstå virkeligheden som den opleves af én der spiser vegansk til daglig uden også at skulle kæmpe mod en generationskløft.
Ofte føler forældre at de sidder på anklagebænken foran de unge voksne som deres børn efterhånden er blevet. Det er ikke let at være sårbar og vise sin uvidenhed frem over for sine egne børn, når de er blevet voksne, velvidende og selvstændige. Diskussionerne i familiens skød kan være interessante, men de sker sjældent uden at man mærker familierelationernes tyngde og kompleksitet samt de roller vi indtager i denne lille cirkel af mennesker, som vi er tættest på.
Ofte føler forældre at de sidder på anklagebænken foran de unge voksne som deres børn efterhånden er blevet.
Ved den slags arrangementer er jeg derfor vant til at svare på spørgsmålet om de famøse proteiner som veganerne efter sigende kan komme til at mangle. Jeg er også vant til at forklare forskellen på en vegetar og en veganer og lytte til de forskellige kommentarer om tofu og bælgfrugters manglende tiltrækningskraft. Jeg er født i Danmark, og på en eller anden måde har jeg indtryk af at min oprindelse giver en naturlig og færdiglavet forklaring på mine kulinariske præferencer for de fleste mennesker her i Frankrig. Idet jeg kommer fra en anden kultur, må det da helt sikkert være nemmere for mig at holde op med at spise dyr. Jeg er ikke vokset op med den franske gastronomis overflod af animalske fødevarer.
Er jeg derfor vant til at svare på spørgsmålet om de famøse proteiner som veganerne efter sigende kan komme til at mangle.
Som en resolut afslutning på den første del af vores samtale, siger denne mand, at han respekterer mit personlige valg, men at han ikke accepterer ændringer der vil medføre en ødelæggelse af den franske kultur. Jeg har forstået, at det er nu, han har valgt at afslutte diskussionen og skifte emne. At denne mand er vant til at beherske samtaleemnerne. At han med sin karisma og sociale position er helt klar over, hvordan man runder samtalen af for at få det sidste ord.
Forundret over denne konklusion spiller jeg bolden tilbage, længere ud. Hvad mener han med ”ødelæggelse af den franske kultur”? Tydeligt irriteret over samtalens drejning giver han de unge der angriber slagternes butiksfacader og dem der kaster maling på museernes mesterværker som eksempel. Jeg ved udmærket godt, at øjeblikket nu er kommet, hvor jeg, ifølge de sociale konventioner, burde tie stille. At jeg i det mindste burde forholde mig neutralt og lade samtalen løbe i andre og mere mondæne retninger.
Hvad mener han med ”ødelæggelse af den franske kultur”?
At jeg burde acceptere min rolle som en kvinde der har gjort karriere ved at tilpasse sig patriarkatets sociale koder. At fortsætte med at lade som om teknokratiet er den bedste styreform. At det – takket være teknologiske fremskridt og virksomhedernes lettere tilpasning – vil kunne lykkes for os at gøre jordkloden beboelig for vores børn og de efterfølgende generationer. Men denne rolle i samfundet som ellers har været min i mange år, passer mig ikke længere. Jeg kan ikke tie stille længere og lade som om livet blot kan fortsætte som før.
Jeg kan ikke tie stille længere og lade som om livet blot kan fortsætte som før.
Så jeg siger, at jeg forstår de unge aktivisters fortvivlelse. Med denne ene sætning knuses håbet om en hyggelig frokost uden kurrer på tråden. Denne ellers så venlige mand hæver stemmen, og jeg kan føle hans ubehag der bliver større og større jo mere vi taler sammen.
Jeg betragter hans ansigt, frygten der ligger bag vreden i hans øjne, en let rødmen og bittesmå nervøse trækninger i mundvigen. Det er tydeligt at se hans følelser blusse op efter den drejning samtalen har taget. Helt i sine følelsers vold, kaster han sig nu ud i en ret uheldig sammenligning mellem NGO’en Just Stop Oils aktioner og Talibans ødelæggelse af kulturskatte i Afghanistan. Jeg svarer at i modsætning til aktivisterne fra Just Stop Oil, ødelægger Taliban af ren og skær uvidenhed. At de unge aktivister er uddannet fra højere læreanstalter som han selv er og at de handler på baggrund af deres viden. De kender ”the inconvenient truth”. At museernes mesterværker er beskyttet af glas og at der ikke er et eneste værk, der er blevet ødelagt af maling og tomatsauce. At de unge handler i fortvivlelse for endelig at blive hørt i en verden, hvor folk stikker hovedet i busken og nægter at høre efter.
At de unge handler i fortvivlelse for endelig at blive hørt i en verden, hvor folk stikker hovedet i busken og nægter at høre efter.
Jeg ved udmærket godt at denne samtale nu er blevet pinlig, og jeg kan mærke den tyngende tavshed blandt de øvrige gæster der kan høre hvad der foregår i vores bordende. Og dog ønsker jeg ikke at gøre nogen pinligt berørt, jeg ønsker bare at blive hørt. At udtrykke min egen fortvivlelse. Da jeg ikke er én af dem der kaster med maling ud over museernes mesterværker, udtrykker jeg mig med ord i stedet.
Da jeg ikke er én af dem der kaster med maling ud over museernes mesterværker, udtrykker jeg mig med ord i stedet.
Min samtalepartner forsøger at komme på højde med situationen igen og understreger, at den slags handlinger altid vil få konsekvenser på et eller andet tidspunkt. At et mesterværk en eller anden dag vil blive beskadiget af grønne ekstremister. Nu taler vi altså om en hypotetisk risiko for at et Van Gogh-maleri eventuelt kan blive beskadiget en gang ude i fremtiden versus den daglige ødelæggelse af menneskehedens verdensarv af virksomheder som Total Energies. Efter min mening repræsenterer Just Stop Oils aktioner en risiko på én ud af en milliard sammenlignet med de konsekvenser som olie- og gasindustriens forretningsaktiviteter kan få i form af fremtidig ødelæggelse af fransk kultur.
Samtalen slutter her. Manden rejser sig brat op og forlader sin plads for at tale med andre gæster i den anden ende af bordet. Og da han kommer tilbage, er ansigtet roligt og smilet tilbage på hans læber. Resten af måltidet forløber fredeligt og gnidningsløst.
Denne samtale var interessant for mig på mange punkter. Jeg forstod måske for første gang den dybtliggende frygt hos velstillede mænd i min egen generation. De har indtryk af at de har gjort alt rigtigt og at de står på den rigtige side af historien. At de har måttet bringe mange ofre for at opnå ansvarsfulde poster og en magtposition. At de fuldt ud har opfyldt deres del af den republikanske pagt i Frankrig og ofte at de repræsenterer en videregivelse mellem generationerne, fra far til søn.
De har indtryk af at de har gjort alt rigtigt og at de står på den rigtige side af historien.
Når de så har nået toppen, fortæller vi dem at de selv er en del af problemet. At de på uretfærdig vis har draget fordel af deres køn for at få magten og at de har været med til at forme det økonomiske system, der er direkte ansvarligt for den aktuelle klimakrise og for eksplosionen af den sociale ulighed. At de skal ændre alting, at de skal sætte spørgsmålstegn ved deres egne handlinger i en alder hvor de tæller ned til pensionsalderen. I en alder hvor de håbede de kunne besætte ærefulde poster og dele ud af de professionelle erfaringer de har været et helt liv om at opnå. At de kunne hvile på laurbærrene efter så stor en indsats.
Måske er denne overgang til et mere bæredygtigt, inkluderende og egalitært samfund lettere for kvinder i min generation? Vi har ofte været nødt til at tilpasse os et arbejdsmarkeds koder, som ikke var vores egne. Acceptere regler, der ikke var lavet til os, og som vi ikke har fået meget ud af i forhold til den indsats, der var nødvendig for at få succes. På dette helt særlige og afgørende tidspunkt i vores civilisation lytter vi til forskernes advarsler, som bliver mere og mere presserende for hver dag, der går, om omkostningerne ved vores kollektive passivitet. Vi er flere og flere der udfordrer os selv, finder nye veje og nye roller i denne overgangsperiode. Så i sidste ende befinder vi os på den rigtige side af historien takket være dette paradigmeskifte uden fortilfælde.
Måske er denne overgang til et mere bæredygtigt, inkluderende og egalitært samfund lettere for kvinder i min generation?
Men vi har også brug for mændene. Især denne mand, hvis succes kendetegner situationen for mange magtfulde mænd i dag. Vi må stå sammen, og det haster. Vi skal ud af de ellers så fastlåste roller. Vi har brug for denne mand, hans intelligens, alle hans kompetencer og den kolossale professionelle erfaring, han har erhvervet sig gennem mange års arbejde. Jeg vil så gerne have ham til at forstå, at vi alle er bange, men at hvis vi handler kollektivt, vil vores frygt forsvinde. Når vi tør lægge fortidens vished bag os og acceptere vores sårbarhed, kan vi bevæge os fremad sammen. At den franske kultur bevares af handling snarere end af passivitet og uvidenhed om omfanget af det problem, vi står overfor.
Men vi har også brug for mændene.
Vi kan ikke overlade århundredets opgave til vores børn. Vi har ikke ret til at løbe fra vores ansvar og vores rolle i den økologiske krise. Den økologiske krise er noget, der forener hele menneskeheden. Vi må sætte farten op, ellers går vi vores undergang i møde, vores egen og vores børns. De unge kan ikke klare det alene, og hvis de kan, vil de sandsynligvis få en eftersmag af dybt nag til os som følge af vores uansvarlige levemåde. Lad os overskride generationskløften og placere vores generation på den rigtige side af historien, mens der stadig er tid.
Den økologiske krise er noget, der forener hele menneskeheden.
Det kan lykkes ved forenede kræfter. Vi kan finde andre måder at leve på, der er mere energieffektive, mere inkluderende, mere egalitære, og som giver plads til, at alt levende kan udfolde sig på denne jord. Vi kan yde vores eget individuelle bidrag til fremkomsten af en fransk kultur, der er mere respektfuld over for miljøet og undgår dyrs lidelser. Ligesom de impressionistiske malere kan vi træde udenfor, finde lyset og sammen skabe en ny måde at se og være i verden på. Vi kan skabe en bæredygtig livsform, der er lige så smuk, stærk og bevægende som Van Goghs malerier.
