træernes skrig

Det er ikke så tit jeg kører lange ture i bil. Det er en elbil. Vi skal krydse en stor del af Frankrig på én dag. Det er sidst i august og stadig sommer. Vejret er mildt. For en gangs skyld er det ikke for varmt. Vi stopper for at lade bilen op. Jeg benytter lejligheden til at gå en tur. Jeg sætter mig under en gruppe træer for at meditere. Jeg er glad for at finde en smule natur så tæt på motorvejen. Jeg føler mig godt tilpas her, og træerne beskytter mig mod solens stråler. Vinden er varm. Når jeg lukker øjnene, kan jeg høre vindens toner endnu tydeligere. Træernes koncert, deres grene der svajer i vinden.

Jeg sætter mig under en gruppe træer for at meditere.

Jeg overraskes af en knitren. Lyden af bladene minder mig om oktober måned. En tur i skoven om efteråret, når bladene falder ned og hvirvler rundt om rødderne, der er synlige ved foden af træerne. Når bladene snurres rundt af vindstødene. Når man går, kan man høre bladene knirke under fodsålerne. Jeg kender denne følelse af, at den årlige vegetationscyklus er slut. Men vi er ikke engang nået til den uge, hvor skolen starter igen efter sommerferien i Frankrig. Man mærker stadig duften af sommer. Der hænger cykler bag på de biler, vi overhaler på motorvejen, og det er den tid på året, hvor der er flere campingvogne end lastbiler på motorvejene.

Jeg åbner øjnene og kigger op på grenene over mig. Der er noget helt galt, og det forhindrer mig i at finde ind til min indre meditative tilstand. De grønne blade er der, men de er helt udtørrede. De bærer præg af denne sommers gentagne hedebølger og vandmangel. Det er sommeren 2023, hvor klimaforandringerne desværre slog alle rekorder. Bladene sidder stadig på grenene. I brisen spiller de en efterårskoncert men midt om sommeren. Jeg føler mig forvirret og trist. Min hjerne kan ikke rumme dette fænomen, som er i modstrid med naturens love, som jeg altid har kendt dem. Jeg rejser mig op og krammer spontant en af træstammerne. Jeg gør det for at trøste både træet og mig selv, og jeg står helt stille dér i meget lang tid. I denne omfavnelse finder jeg endelig den indre fred, jeg ledte efter under disse træer.

De bærer præg af denne sommers gentagne hedebølger og vandmangel.

I mit hoved forvandles bladenes koncert til træernes skrig af lidelse. Det er det, det hele handler om. Naturens herskere. De var på dette sted, længe før mit liv begyndte her på Jorden. De er majestætiske, stolte, stærke og gode mod andre. Gennem fotosyntesen giver de os i al stilhed de betingelser, vi har brug for til at kunne trives på Jorden. De holder aldrig op med at gro. De strækker sig altid efter lyset op imod på himlen. Deres vækst er todelt med en parallel, nedadgående forlængelse gennem rødderne. En vidunderlig indre vækst, der gør dem i stand til altid at kunne holde balancen over jorden.

I mit hoved forvandles bladenes koncert til træernes skrig af lidelse. Det er det, det hele handler om.

Min egen introspektion, min individuation, forekommer mig pludselig meget beskeden i forhold til dette store træs åndelige udvikling, træet som jeg står her og omfavner. I det fjerne kan jeg høre larmen fra motorvejen. Familier der er på vej hjem fra ferie med cykler bag på bilen, pensionister der kører på kryds og tværs af Frankrig i deres campingvogne, og lastbilchauffører der drøner forbi. Er alle disse mennesker klar over det drama, der udspiller sig for øjnene af os? Hører de træernes tavse, men øredøvende skrig? Er de lige så triste som mig? Hvordan kan vi vænne os til så megen lidelse?

Er alle disse mennesker klar over det drama, der udspiller sig for øjnene af os?

Jeg slipper taget om træstammen og forlader træerne for at gå tilbage til bilen, som har haft tid til at blive ladet op. Jeg genfinder mine rejsekammerater, og vi kører videre. Mens jeg var væk, spillede de strandtennis på parkeringspladsen ved opladningsstanderen. De er muntre, og ligesom bilen har de fået tanket energi under dette hverdagsagtige stop på vores lange køretur. Vores rejse gennem Frankrig fortsætter, og jeg tager mod til mig og fortæller dem om træernes skrig. De forbløffes, de havde ikke hørt noget og havde ikke bemærket træernes usædvanlige opførsel på ladestationen. Hvad med dig, har du nogensinde hørt træernes skrig?