Vrede og tilgivelse

Ille et Vilaine, maj 2025 in Skrevet

Det er med en vis modvilje, at jeg endnu en gang benytter min blog til at fortælle om en samtale under et middagsselskab som var en del af en kulturel weekend i udlandet. Jeg var sammen med en gruppe af mennesker fra min egen generation som jeg ikke kendte på forhånd, og de viste sig helt klart ikke at være lige så optagede af miljøspørgsmålet som jeg er. Jeg er derfor nødt til at bruge den følelse af vrede, der blev vækket den aften, til noget konstruktivt.

Da jeg meldte mig til arrangementet, havde jeg sørget for at informere arrangørerne om, at jeg er veganer. Da jeg sætter mig ved bordet, bliver jeg glædeligt overrasket over, at det slet ikke er et problem: Den middag, jeg får serveret, er virkelig lækker, og jeg nyder måltidet i fulde drag.

Jeg er derfor nødt til at bruge den følelse af vrede, der blev vækket den aften, til noget konstruktivt.

Som det ofte er tilfældet, går der ikke lang tid, før de andre gæster gør mit veganske måltid til et samtaleemne. En mand starter samtalen med at fortælle, at hans søn også spiser vegansk kost, og at det nu er blevet helt umuligt at lave mad til hele familien. En kvinde siger, at hendes søn bor i Québec og har valgt ikke at rejse med fly mere. I spøg tilføjer hun, at han nok vil komme til fornuft, den dag han får lyst til at se sin familie i Frankrig.

Denne anekdote får latteren til at brede sig ved bordet. Den behagelige tilstand af velvære som følge af mit lækre måltid bliver pludselig erstattet af en bølge af vrede. Jeg troede ellers, at at den slags vittigheder blot ville prelle af på mig. Men jeg tog fejl. Helt i mine følelsers vold siger jeg skarpt:

”Jeg har intet problem med at andre mennesker ikke deler mine kostvalg, men jeg kan simpelthen ikke holde ud at høre på forældre der ikke tager deres egne børns valg alvorligt. Det er muligt, at vi i vores alder måske ikke længere har de magtpositioner, der giver os en direkte indflydelse på den økonomiske verdens udvikling og på fremtidige politiske valg, men det mindste vi kan gøre, er at respektere vores egne børns mod, når de forsøger sig med en anden og mere bæredygtig livsstil”.

det mindste vi kan gøre, er at respektere vores egne børns mod, når de forsøger sig med en anden og mere bæredygtig livssti

Det var sådan jeg fik ødelagt stemningen under måltidet. Moderen til den unge mand der lever i eksil i Québec påpeger, at jeg lyder præcis som hendes søn, og at hun plejer at sige, at vi ikke har gjort alting forkert. De unge høster frugten af vores generations arbejde. Uden os ville der ikke have været noget økonomisk opsving, ingen motorveje, ingen kommerciel luftfart og ingen medicinalindustri. Jeg har svært ved at forstå, hvordan dette svar skal retfærdiggøre hendes dårlige spøg, men jeg ved udmærket godt, at der er mange der tænker som hende.

Jeg oplever ofte mig selv som en anderledestænkende stemme i samtaler med folk fra min generation, mens jeg føler en naturlig sympati for de unge mennesker, der modigt forsøger at løse de problemer, vi har været med til at skabe. Jeg bliver ked af det, når jeg hører deres historier, når jeg lytter til deres fortællinger om voksende miljøangst, som forstærkes af deres følelse af ensomhed i deres egne familier.

Jeg oplever ofte mig selv som en anderledestænkende stemme i samtaler med folk fra min generation

Hvordan kan det være kommet så vidt? Burde vi ikke hellere være stolte, når de forsøger sig frem og nægter at underlægge sig vores livsstil? Hvor vigtigt er det egentlig at videreføre familieopskriften på den franske kalvegryderet ”Blanquette de veau” i forhold til at garantere vores børn et godt liv på jorden? Der burde ikke være nogen tvivl om den sag.

Når jeg tænker tilbage på den vrede, jeg følte ved det middagsselskab, kan jeg sagtens forestille mig de unges fortvivlelse og skuffelse. De er klarsynede nok til at kaste sig ind i kampen for at ændre verdens gang, men de skal ikke kun forholde sig til deres forældres passivitet, men også til deres uforståenhed og nedladenhed. Og for dem, der går så langt som til at deltage i civile ulydighedsaktioner, hvilket bliver mere og mere nødvendigt i almenhedens interesse, kan vi ikke finde på noget bedre end at behandle dem som »økoterrorister«.

kan vi ikke finde på noget bedre end at behandle dem som “økoterrorister”

Gennem den digitale revolution har verden fået en ny dimension, og det adskiller os fra dem, der var forældre før os. Bare fordi vi har levet længere, betyder det ikke, at vi ved bedre. Vi er ikke længere indehavere af de vise ord udelukkende på baggrund af det antal år, vi har levet, for i dag er al viden til rådighed for alle, der søger den. De oplyste unge mennesker ved, at det er vigtigt at finde en livsstil der bærer præg af selvvalgt nøjsomhed.

Selvom det gør mig ked af det, indser jeg nu, at jeg i det meste af mit arbejdsliv ikke har været bevidst om de ting, jeg skriver om i dag. Jeg havde aldrig hørt om Meadows-rapporten om grænser for vækst, selv om den allerede blev udgivet i 1972. Det var først i 2015, at min opfattelse af verden virkelig ændrede sig. Efter offentliggørelsen af FN’s mål for bæredygtig udvikling (Sustainable Development Goals) og klimaaftalen i Paris vidste jeg, at jeg ikke kunne fortsætte med at leve, som jeg gjorde før. I 2015 sagde Barack Obama også: » We are the first generation to feel the impact of climate change and the last generation that can do something about it «, og det gjorde et stærkt indtryk på mig, og fik mig til at indse, hvor stort et ansvar især medlemmerne af min generation bærer.

hvor stort et ansvar især medlemmerne af min generation bærer.

Vi er altså den generation der ved besked … og hvad har vi gjort? I et forsøg på at følge med tiden har vi ødelagt levevilkårene for vores børn og fremtidige generationer. Hvad kan vi så gøre nu? Vi har valget mellem at beundre de unge og støtte dem, når de skifter spor, nægter at spise kalvekød og krydser Atlanterhavet i sejlbåd fra Québec til Frankrig, eller vi kan ruste fast i de gamle vaner og nægte at følge med tiden, i en forældet version af verdenen.

Vil vi en dag kollektivt kunne hæve os over vores egen stolthed og fortælle dem, at vi er faret lidt vild i jagten på individuel succes flankeret af en generel glorificering af patriarkatet? Vil vi kunne træde et skridt tilbage, betragte vores strålende karrierer, motorveje, flyvemaskiner, medicinalindustri og svare helt ærligt på spørgsmålet: Har vi arbejdet så hårdt ikke bare for at fremme vores egne karrierer, men også med den hensigt at efterlade verdenen som et bedre sted til de unge i dag og til de næste generationer? Jeg kan faktisk ikke selv svare ja på det spørgsmål. Kan du?

Jeg kan faktisk ikke selv svare ja på det spørgsmål. Kan du?

Hvis vi skal være helt ærlige over for os selv, kunne vi starte med offentligt at erkende vores del af ansvaret for de alvorlige konsekvenser af den galopperende CO2-udledning og en forurening der er løbet fuldstændigt løbsk. Uanset omstændighederne der ligger til grund for vores fortidige handlinger og energislugende livsstil er det nu, det haster: Vi må indrømme, at vi har taget fejl. Denne tekst er for mig personligt en anledning til at bede min egen datter, alle unge mennesker og fremtidige generationer om tilgivelse for de forringede livsvilkår, vi efterlader til dem i en verden, der er nedbrudt af vores grådighed og uvidenhed.

Vi må indrømme, at vi har taget fejl.

Under denne middag lod jeg mit raseri koge over. Det er normalt ikke min stil, og da jeg begyndte at skrive denne tekst, troede jeg, at konklusionen skulle handle om at jeg personligt må arbejde mere på min egen dømmekraft og lære at styre mine følelser.

Nu hvor jeg er nået til slutningen indser jeg dog, at mit vredesudbrud var dybt inderligt og jeg opfatter det faktisk som et sundhedstegn. Den slags samtaler i selskabslivet med mennesker, der har valgt at lukke øjnene for de alvorlige konsekvenser af klimakrisen, jeg orker dem simpelthen ikke mere. Man behøver ikke at være ung for at ville ændre verden.